Kina: Praktiske ting du skal have styr på

Har du bestilt en billet til Kina, og glæder du dig til at komme afsted? Kina er et fantastisk men meget anderledes land. Der er derfor en række praktiske ting, du skal have styr på inden afrejse, som er alt lige fra visum til Kina til valuta. Hvad du skal have styr på, kan du læse i indlægget her.

Hav styr på visum og pas

Når du som dansk statsborger rejser til Kina, er der krav om visum. Den nemmeste måde at søge visum til Kina på er ved at få hjælp gennem et rejsebureau. Det gør processen nemmere, mere overskuelig og knap så kompliceret.

Husk også at dit pas skal være gyldigt i 6 måneder udover opholdet – ellers får du afvist din visumansøgning.

Download sprogapps

Mange kinesere forstår eller taler ikke engelsk – og især ikke uden for de store byer. Det betyder dog ikke, at du ikke kan rejse til Kina, hvis ikke du forstår mandarin. For det eneste du behøver, er nogle gode sprogapps. Særligt appen Pleco er at anbefale. Det er en offline ordbog, som giver dig mulighed for både at skrive, tegne og tage billeder af kinesiske ord og få dem oversat direkte i appen. Smart, ikke?

Det gør det nemt for dig at fortælle taxachaufføren, hvor du skal køres hen, eller hvad du skal have at spise til tjeneren på restauranten.

Installér en VPN på din mobil

Hvis ikke du får installeret en VPN på din mobil, inden du lander i Kina, får du dig lidt af en overraskelse. Facebook, Google, Hotmail og andre vestlige tjenester er blokeret i Kina, og du kan derfor ikke logge på, hvis ikke du har en VPN. Der findes heldigvis et væld af billige tjenester, som giver dig mulighed for at kommunikere med dem derhjemme, og det er nemt og enkelt at installere og tage i brug.

Rigtig god tur til Kina!

Læs flere indlæg